Kontingentforhøjelse

Vi har netop sendt en mail til vores medlemmer om fornyelse af medlemskab og indbetaling af kontingent.

Vi er blevet spurgt om hvorfor kontingentet er forhøjet fra kr. 100,- til kr. 150,- og det er et meget rimeligt spørgsmål som jeg vil forsøge at besvare her.

Vores forening baserer sig på frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vi har været så heldige at ha’ fået stillet lokaler til rådighed af Roskilde kommune, disse skal der dog betales husleje for. Vi er afhængige af at have en internetforbindelse i vores lokaler. Vores maskiner er gamle og skal renoveres. Og selvom vi har fået sponsoreret en del maskineri og computere, har det været nødvendigt bl.a. at opgradere de computere vi har fået og at indkøbe digitaliseringskort m.m.

Vi har gennem det sidste år søgt midler til digitalisering hos flere store (og mindre) fonde m.fl. I den forbindelse har vi haft engageret en professionel fundraiser. Desværre har vi indtil videre fået afslag på alle vores ansøgninger.

Vi har fra Roskilde kommune fået et tilskud til renovering af maskiner og indkøb af digitaliseringsudstyr, på kr. 10.000,- og vi har fra Elsebeth Stryhn modtaget kr. 50.000,-

I grove træk har vi brugt ca. halvdelen af de midler vi har fået ind.

Vi står overfor akutte investeringer i IT-infrastruktur. Det kræver store harddiske at opbevare de mange videofiler der kommer ud af digitaliseringen af båndene i kælderen under kommunen (ca. 3000 bånd). Og med så store datamængder er det vores vurdering, at det er nødvendigt at opbygge en IT-infrastruktur noget udover det vi hver især har derhjemme. Vi skal ha’ en professionel firewall, så vi ikke bliver hacket og vores filer bliver slettet, og vi skal ha’ backup af alle filerne. Vi har estimeret at de 3000 bånd vil fylde ca. 130 TB. Det dobbelte med backup. Samlet en investering i omegnen af kr. 80-100.000,- i hardware.

Vi har ikke sat kontingentet op, fordi vi forventer af medlemmerne via dette kan betale for arkiveringen af de 3000 bånd – det vil vi fortsat søge midler til hos fonde og kommunen. Heldigvis kan dette arbejde udføres i etaper, så vi behøver ikke at få fuld finansiering af dette her og nu.

Kontingentet er sat i forhold til, at vi kan opretholde foreningens basisdrift, dvs. husleje, internetforbindelse, og diverse småanskaffelser der ikke direkte relaterer sig til digitaliseringen af de 3000 bånd, samt forventede udgifter til afholdelse af medlemsarrangementer.

Kontingentforhøjelsen blev besluttet på sidste generalforsamling, og afspejler det antal medlemmer vi havde på daværende tidspunkt, i forhold til de løbende driftsomkostninger i foreningen. Det er klart at hvis vi får flere medlemmer, vil det være muligt at sætte kontingentet ned igen.

Vi nærmer os den årlige generalforsamling, og det står alle medlemmer frit for at stille forslag om kontingentets størrelse.

Det er bestyrelsens holdning, at vi hellere vil have flere medlemmer, der betaler lidt mindre i kontingent hver, end få medlemmer der hvert år får sat deres kontingent op, fordi flere falder fra grundet stigende kontingent, så der er færre og færre til at bære byrden. Det sidste vil være skruen uden ende og vi ønsker naturligvis ikke at komme i en situation, hvor kun bestyrelsen sidder tilbage til at betale for gildet. Dels fordi det bliver for stor en belastning for de enkelte bestyrelsesmedlemmer, men vigtigere endnu, fordi vi mener vores sag er en sag som mange bakker op om og det er vigtigt for os at kunne dokumentere dette overfor fonde og andre potentielle finasieringspartnere, ved så højt et medlemstal som muligt.

Jeg vil derfor slutte med en opfordring til alle vores kære medlemmer – vi har brug for jeres støtte, specielt her i starten hvor vi er lidt økonomisk hårdt spændt for!

I kan støtte os dels via jeres fortsatte medlemskab, men også meget gerne ved at hverve nye medlemmer. Er du medlem og har du haft kontakt med lokal TV i Roskilde eller andet lokal TV, så kender du garanteret andre der også har lavet lokal-tv. Snak med dem og fortæl om vores forening, og spørg om de ikke vil støtte os ved at melde sig ind.

Klik her for at man læse hvordan man bliver medlem eller fornyer sit medlemskab.

 

Med venlig hilsen,
Erik Lange, formand.

Referat af sidste generalforsamling kan læses her.