Verdens længste TV udsendelse

1991 er Roskildes lokal-tv station flyttet fra adressen på RUC til et værksted på Københavnsvej, lige ved sammenfletningen af motorvej og hovedvej. Der er kommet nye penge i selskabet, der er ansat nye medarbejdere og nogle af de gamle og ved et af de møder vi holder i køkkenet over pizza og rødvin, som regel efter en direkte udsendelse om onsdagen, dem kan jeg vende tilbage til i et andet opus, lufter Kanalchef Villy Nielsen ideen om, at vi har brug for et projekt der kan samle os mere som gruppe, og til at give de nye noget erfaring med at sende direkte. Sådan husker jeg det – måske nogle husker det anderledes. 

Jeg tager hjem til mit lejede værelse i St. Jørgens Bjerg området, tænker over tingene og får ideen at vi skal sende direkte 24 timer i døgnet, og måske er der ligefrem en rekord man kan prøve at slå. Jeg må være taget på biblioteket og have slået op i en Guinness rekordbog, og der fundet at en australsk tv-station sendte direkte om Apollo 11 raketopsendelsen i 1969. 

Jeg taler med Villy om vi måske kan gøre noget lignende og til endnu et rødvin- og pizzamøde taler vi om hvorvidt vi kan og skal, og hvis vi skal have et fælles emne at sende om, hvad skal det så være. Det store tema alle taler om i 1991 er arbejdsløshed, og alle medarbejdere på tv-stationen har på det tidspunkt prøvet at være arbejdsløse, og har prøvet at overbevise arbejdsformidling, a-kasse og fagforening om det fornuftige i at arbejde frivilligt på TV stationen mens man søger efter det arbejde som alle ved ikke findes. Ergo bliver vores emne: Arbejdsløshed. Villy foreslår at jeg skriver en pressemeddelelse, og sender den til Dagbladet, de politiske partier, erhvervslivet, og til Roskilde Idrætsforbund. 

Næste dag møder jeg ind til at mine kollegaer, og Villy sidder og taler i telefon, på alle de telefoner vi har i redaktionen. Det viser sig, at Roskilde Idrætsforbund har modtaget min pressemeddelelse på fax og straks videresendt den til de nogen og 40 foreninger de har under deres paraply med opfordring om, at ringe til os og booke en tid til interview om arbejdsløshed og frivillighed i dagens Danmark. 

Nogle uger efter går det løs. Vi har lånt en campingvogn som de faste medarbejdere kan sove i så de ikke behøver skulle helt hjem, vi kører diskotek om natten i studiet, dagen igennem har vi nyhedsudsendelser og de første direkte interviews med politikere og foreninger begynder kl. 5. om morgenen. Roklubben møder op med kajakker og mandskab, faldskærmsklubben demonstrerer pakning af skærmen, DR P3 sløjfer vi igennem til studiet til et dobbelt direkte interview med Villy, der vist aldrig rigtig lykkedes, men vi prøvede da, og indimellem pustede vi ud med en genudsendelse.  

Efter 168 timers kontinuerlig TV afvikling, nåede vi målet og slog rekorden, der dog ikke blev registreret som en Guinness rekord, for den slags koster penge vi jo ikke havde. Dengang spekulerede jeg ikke nøjere over hvordan vi holdt tråden, men i dag er jeg ikke i tvivl om, at Villy var den der styrede os frem mod et mål som kun han kendte, nemlig at få politikerne til at forstå hvad vi andre for længst vidste – at det er bedre for et menneske ramt af arbejdsløshed at have noget at lave, for eksempel med frivilligt arbejde i en forening, end at gå hjemme og lave ingenting, udover at søge job. Vi nåede også målet. Forholdsvis kort tid efter kom der en ændring i lovgivningen som betød, at det blev lettere at få tilladelse til frivilligt arbejde under arbejdsløshed. 

Irina Harrit var en af journalisterne, og hun var fremragende til, at interviewe de mange forskellige typer mennesker vi mødte. Jesper Schlamovitz og Jan Dawall var begge på skift i boksen og producerede vores udsendelser, Khrister Stub kom forbi ind i mellem til at filme og jonglere med kameraet under nat diskoteket, og der var flere andre jeg ikke husker navnene på. 

Bagefter var vi et supergodt team. Vi kendte hinanden ud og ind og havde et helt fantastisk fællesskab. 

Dorthe Mikkelsen Hansen 

Afvikling på TV Sjælland

Af Jacob Poulsen.

En typisk dag på TV Sjælland i 1996

Dagen igennem sendte tv-stationen et skilt med programoversigt og måske en reklame for seerforeningen. Der var ingen lydside som fx musik, for det kostede penge til rettighedshaverne.

Som ”afvikler”, som det hed når man havde ansvaret for den praktiske udsendelsesafvikling, mødte man typisk mindst en time før udsendelsesstart. Jeg kan ikke huske om nogen tjekkede, at vi var mødt ind, men mon ikke? Det kunne jo have store konsekvenser for tv-stationen hvis udsendelser og reklamer ikke blev sendt.

Selve udsendelserne startede klokken 17. Inden da havde man tjekket det tekniske udstyr og fundet udsendelsesbåndene, som en af de fastansatte havde sat frem.Hver ugedag havde en hylde, så det var nemt at finde de korrekte bånd.

Varighederne skulle tjekkes i forhold til det programsatte og båndene skulle spoles tilbage, så de var klar.

Typisk var der en reklameblok mellem hvert program. Reklameblokkene var redigeret sammen, så hele blokken lå på et bånd med ca. 1 sekund sort mellem hver reklame og med en reklame intro først og en outro til sidst, så det tydeligt var markeret, hvad der var reklame.

Hvis der var yderligere plads imellem programmerne, kunne man sende promoer for andre programmer eller en musikvideo. Til en start regnede vi os frem til tiderne på et stykke papir, men med tiden brugte vi et simpelt regneark på computeren, som vi havde adgang til i kontorområdet. Her kunne man også søge på udsendelser i båndarkivet.

Hvert bånd havde et unikt nummer, og alle bånd var opstillet på hylder i nummerorden. Herved kunne båndene nemt findes – hvis de ikke stod på hylden, var de måske sat frem til udsendelse på udsendelseshylderne.

Det var bedst hvis udsendelser startede til tiden, det gik der sport i.

På andre tv-stationer starter reklamerne først når udsendelsestidspunktet nås, hvilket så gør at selve programmet starter forsinket.

Inden udsendelsesstart skulle ”sladrebåndet” eller ”slavebåndet” klargøres.

Det var et VHS-bånd hvor hele udsendelsesfladen skulle optages, vel at mærke ”off air” signalet, dvs. signalet fra tv-senderen modtaget via et normalt fjernsyn.

Optagelsen var obligatorisk pr. lov og skulle gemmes i tre måneder, hvis der skulle komme nogle klager over udsendelser eller andet, som det lokale radio/tv nævn skulle behandle. I de tilfælde kunne de rekvirere en kopi af udsendelsessignalet.

Det var med andre ord ret vigtigt at få startet denne optagelse, så det var sat store papirlapper op, som skulle minde om opgaven. Optagelserne blev gemt i den påbudte periode, hvorefter båndet blev genbrugt.

TV Sjælland have ikke selv et ønske om at gemme disse bånd, de havde jo de enkelte udsendelser gemt i et professionelt format i stedet.

Til udsendelsesafviklingen havde man 2 båndmaskiner – i starten type Sony UVW 1600 og UVW 1800. Formatet var Betacam SP, hvilket var standarden i slut 90erne.Enkelte udsendelser, som var gamle programmer fra Fyn, skulle afvikles fra en båndmaskine i formatet UMATIC.

Båndene blev startet 5-10 sekunder i forvejen med samme antal sekunder indløb, så man kunne nå at flytte sig fra båndmaskinen eller båndmaskinernes ”fjernbetjening”, en såkaldt ”editor”, til billedmixeren, hvor man skulle klippe fra den ene båndmaskine til den anden eller til og fra skilt.

En ”editor” blev også brugt, når man redigerede indslag eller udsendelser, mere om den en anden dag.

Lydmæssigt havde vi en ret simpel lydmixer, ca. 8 kanaler, hvor vi kunne åbne og lukke for båndmaskinernes lydspor og regulere niveau. Typisk skulle udsendelserne afvikles med monolyd fra spor 1, men der kunne være undtagelser, hvor udsendelserne var i stereo, dvs. spor 1+2 panoreret til hhv. venstre og højre kanal.

Skiltemaskinen var en Commodore Amiga.

Der var som regel mindst 10-30 sekunders skilt mellem hver udsendelse. Når udsendelsen gik i gang, kunne vi slette linjen med den udsendelse der lige var var startet fra skiltet, så det var klar til næste pause. Når sidste udsendelse gik i gang, skulle man skrive hele programskiltet til morgendagens udsendelser. Programoversigterne var på forhånd printet ud og sat i en programoversigt-mappe.

Vi kørte også med hjørnelogo (Station ID), som også kom fra Amiga’en, men som var frosset som et stillbillede i en såkaldt ”TBC”, så Amigaen kunne bruges til andre ting under udsendelserne.

På et bånd kunne der max. være 90 minutters udsendelse, i praksis 1 time og 45 minutter. Hvis vi skulle sende en film, som varede mere end den mulige varighed på ét bånd, havde vi et andet bånd med slutningen af filmen, hvor der typisk var et overlap på 2-5 min., så denne del af filmen lå på begge bånd.

Tidskoden fortsatte fra bånd 1 til 2, så man kunne synkronisere de to bånd op og lave et usynligt klip midt i filmen fra det ene til det andet bånd. Det havde man så overlappets varighed til at gøre, så der kunne godt være lidt stress på, hvis synkroniseringen drillede.

Lønnen for de ca. 6 timers arbejde var en gratis pizza til aftensmad.

Som sidste mand kunne man forlade tv-stationen kl. ca. 23, når man havde klippet programoversigten på senderen, sat “sladrebåndet” på plads, skrevet overlevering i logbogen og slået alarmen til.

Om forfatteren:

Jacob Poulsen var 18 år da han startede på TV Sjælland i 1995. TV Sjælland lå på Klosterengen 137 i Roskilde og Jacob var på stationen fra sommeren 1995 til sommeren 1997.
I dag arbejder Jacob som producer på TV 2 News og har de seneste år blandt meget andet produceret statsministerens nytårstaler, folketingsvalg, amerikansk valg og mange andre større events.

 

Må vi høre din historie?

I samarbejde med Roskilde Lokalhistoriske Arkiv vil vi indsamle historier fra livet på lokal-tv.

Fra midten af firserne opstod der et helt særligt miljø omkring lokal-tv, hvor unge mennesker fik lov at prøve kræfter med et nyt medie og bryde rammerne for hvad der kunne formidles på TV og hvordan. Mange har således trådt deres barnesko på lokal-tv – nogle blev i branchen og andre gik videre ad andre veje.

Fælles er, at vi der dengang lavede lokal-tv udviklede os med mediet og fik en chance der ikke er set hverken før eller siden, for at formidle i levende billeder på en ny måde. Mange arbejdede gratis som frivillige eller for en meget lille løn – at “arbejdet bærer lønnen i sig selv” var dengang ikke bare tom en kliche. Vi var mange der på den konto fik en fantastisk uddannelse, som vi dengang ikke kunne få andre steder – der fandtes nemlig ikke nogle officielle uddannelser indenfor TV-produktion, så vi lavede vores egen.

Forholdene var… specielle, for at sige det mildt. Den var ikke gået i dag, hvis arbejdstilsynet var kommet på besøg. Lamper hængt op med Gaffa-tape (hvilket gav en medarbejder tilnavnet “Gaffa”, som han stadig lystrer den dag i dag), kabler man kunne falde over overalt, for ikke at snakke om små og dårligt (hvis overhovedet) ventilerede redigeringsrum, ofte fyldt med tåger af  tobaksrøg.

Vi ved der gemmer sig mange små anekdoter hos dem der arbejdede på lokal-tv i de første år, og vil gerne indsamle disse som vidnesbyrd for fremtiden, om en fortid der ikke er så fjern igen, mens de stadig er nogenlunde friske i hukommelsen. Har du arbejdet på lokal-tv i de tidlige år og kan du huske en god historie eller to, så skriv til os.

Allerbedst vil det være, hvis du kan forfatte en side eller to om hvordan du husker din tid på lokal-tv. Det kan også bare være nogle få linjer om en speciel episode der har brændt sig fast i hukommelsen. Hvis du er usikker på om du selv kan formulere din historie fyldestgørende på skrift, så vil vi gerne interviewe dig og skrive din historie og gøre den til en del af samlingen.

Må vi høre din historie?

Kontakt os her!