1991 er Roskildes lokal-tv station flyttet fra adressen på RUC til et værksted på Københavnsvej, lige ved sammenfletningen af motorvej og hovedvej. Der er kommet nye penge i selskabet, der er ansat nye medarbejdere og nogle af de gamle og ved et af de møder vi holder i køkkenet over pizza og rødvin, som regel efter en direkte udsendelse om onsdagen, dem kan jeg vende tilbage til i et andet opus, lufter Kanalchef Villy Nielsen ideen om, at vi har brug for et projekt der kan samle os mere som gruppe, og til at give de nye noget erfaring med at sende direkte. Sådan husker jeg det – måske nogle husker det anderledes.
Jeg tager hjem til mit lejede værelse i St. Jørgens Bjerg området, tænker over tingene og får ideen at vi skal sende direkte 24 timer i døgnet, og måske er der ligefrem en rekord man kan prøve at slå. Jeg må være taget på biblioteket og have slået op i en Guinness rekordbog, og der fundet at en australsk tv-station sendte direkte om Apollo 11 raketopsendelsen i 1969.
Jeg taler med Villy om vi måske kan gøre noget lignende og til endnu et rødvin- og pizzamøde taler vi om hvorvidt vi kan og skal, og hvis vi skal have et fælles emne at sende om, hvad skal det så være. Det store tema alle taler om i 1991 er arbejdsløshed, og alle medarbejdere på tv-stationen har på det tidspunkt prøvet at være arbejdsløse, og har prøvet at overbevise arbejdsformidling, a-kasse og fagforening om det fornuftige i at arbejde frivilligt på TV stationen mens man søger efter det arbejde som alle ved ikke findes. Ergo bliver vores emne: Arbejdsløshed. Villy foreslår at jeg skriver en pressemeddelelse, og sender den til Dagbladet, de politiske partier, erhvervslivet, og til Roskilde Idrætsforbund.
Næste dag møder jeg ind til at mine kollegaer, og Villy sidder og taler i telefon, på alle de telefoner vi har i redaktionen. Det viser sig, at Roskilde Idrætsforbund har modtaget min pressemeddelelse på fax og straks videresendt den til de nogen og 40 foreninger de har under deres paraply med opfordring om, at ringe til os og booke en tid til interview om arbejdsløshed og frivillighed i dagens Danmark.
Nogle uger efter går det løs. Vi har lånt en campingvogn som de faste medarbejdere kan sove i så de ikke behøver skulle helt hjem, vi kører diskotek om natten i studiet, dagen igennem har vi nyhedsudsendelser og de første direkte interviews med politikere og foreninger begynder kl. 5. om morgenen. Roklubben møder op med kajakker og mandskab, faldskærmsklubben demonstrerer pakning af skærmen, DR P3 sløjfer vi igennem til studiet til et dobbelt direkte interview med Villy, der vist aldrig rigtig lykkedes, men vi prøvede da, og indimellem pustede vi ud med en genudsendelse.
Efter 168 timers kontinuerlig TV afvikling, nåede vi målet og slog rekorden, der dog ikke blev registreret som en Guinness rekord, for den slags koster penge vi jo ikke havde. Dengang spekulerede jeg ikke nøjere over hvordan vi holdt tråden, men i dag er jeg ikke i tvivl om, at Villy var den der styrede os frem mod et mål som kun han kendte, nemlig at få politikerne til at forstå hvad vi andre for længst vidste – at det er bedre for et menneske ramt af arbejdsløshed at have noget at lave, for eksempel med frivilligt arbejde i en forening, end at gå hjemme og lave ingenting, udover at søge job. Vi nåede også målet. Forholdsvis kort tid efter kom der en ændring i lovgivningen som betød, at det blev lettere at få tilladelse til frivilligt arbejde under arbejdsløshed.
Irina Harrit var en af journalisterne, og hun var fremragende til, at interviewe de mange forskellige typer mennesker vi mødte. Jesper Schlamovitz og Jan Dawall var begge på skift i boksen og producerede vores udsendelser, Khrister Stub kom forbi ind i mellem til at filme og jonglere med kameraet under nat diskoteket, og der var flere andre jeg ikke husker navnene på.
Bagefter var vi et supergodt team. Vi kendte hinanden ud og ind og havde et helt fantastisk fællesskab.
Dorthe Mikkelsen Hansen
