Af Jacob Poulsen.
En typisk dag på TV Sjælland i 1996
Dagen igennem sendte tv-stationen et skilt med programoversigt og måske en reklame for seerforeningen. Der var ingen lydside som fx musik, for det kostede penge til rettighedshaverne.
Som ”afvikler”, som det hed når man havde ansvaret for den praktiske udsendelsesafvikling, mødte man typisk mindst en time før udsendelsesstart. Jeg kan ikke huske om nogen tjekkede, at vi var mødt ind, men mon ikke? Det kunne jo have store konsekvenser for tv-stationen hvis udsendelser og reklamer ikke blev sendt.
Selve udsendelserne startede klokken 17. Inden da havde man tjekket det tekniske udstyr og fundet udsendelsesbåndene, som en af de fastansatte havde sat frem.Hver ugedag havde en hylde, så det var nemt at finde de korrekte bånd.
Varighederne skulle tjekkes i forhold til det programsatte og båndene skulle spoles tilbage, så de var klar.
Typisk var der en reklameblok mellem hvert program. Reklameblokkene var redigeret sammen, så hele blokken lå på et bånd med ca. 1 sekund sort mellem hver reklame og med en reklame intro først og en outro til sidst, så det tydeligt var markeret, hvad der var reklame.
Hvis der var yderligere plads imellem programmerne, kunne man sende promoer for andre programmer eller en musikvideo. Til en start regnede vi os frem til tiderne på et stykke papir, men med tiden brugte vi et simpelt regneark på computeren, som vi havde adgang til i kontorområdet. Her kunne man også søge på udsendelser i båndarkivet.
Hvert bånd havde et unikt nummer, og alle bånd var opstillet på hylder i nummerorden. Herved kunne båndene nemt findes – hvis de ikke stod på hylden, var de måske sat frem til udsendelse på udsendelseshylderne.
Det var bedst hvis udsendelser startede til tiden, det gik der sport i.
På andre tv-stationer starter reklamerne først når udsendelsestidspunktet nås, hvilket så gør at selve programmet starter forsinket.
Inden udsendelsesstart skulle ”sladrebåndet” eller ”slavebåndet” klargøres.
Det var et VHS-bånd hvor hele udsendelsesfladen skulle optages, vel at mærke ”off air” signalet, dvs. signalet fra tv-senderen modtaget via et normalt fjernsyn.
Optagelsen var obligatorisk pr. lov og skulle gemmes i tre måneder, hvis der skulle komme nogle klager over udsendelser eller andet, som det lokale radio/tv nævn skulle behandle. I de tilfælde kunne de rekvirere en kopi af udsendelsessignalet.
Det var med andre ord ret vigtigt at få startet denne optagelse, så det var sat store papirlapper op, som skulle minde om opgaven. Optagelserne blev gemt i den påbudte periode, hvorefter båndet blev genbrugt.
TV Sjælland have ikke selv et ønske om at gemme disse bånd, de havde jo de enkelte udsendelser gemt i et professionelt format i stedet.
Til udsendelsesafviklingen havde man 2 båndmaskiner – i starten type Sony UVW 1600 og UVW 1800. Formatet var Betacam SP, hvilket var standarden i slut 90erne.Enkelte udsendelser, som var gamle programmer fra Fyn, skulle afvikles fra en båndmaskine i formatet UMATIC.
Båndene blev startet 5-10 sekunder i forvejen med samme antal sekunder indløb, så man kunne nå at flytte sig fra båndmaskinen eller båndmaskinernes ”fjernbetjening”, en såkaldt ”editor”, til billedmixeren, hvor man skulle klippe fra den ene båndmaskine til den anden eller til og fra skilt.
En ”editor” blev også brugt, når man redigerede indslag eller udsendelser, mere om den en anden dag.
Lydmæssigt havde vi en ret simpel lydmixer, ca. 8 kanaler, hvor vi kunne åbne og lukke for båndmaskinernes lydspor og regulere niveau. Typisk skulle udsendelserne afvikles med monolyd fra spor 1, men der kunne være undtagelser, hvor udsendelserne var i stereo, dvs. spor 1+2 panoreret til hhv. venstre og højre kanal.
Skiltemaskinen var en Commodore Amiga.
Der var som regel mindst 10-30 sekunders skilt mellem hver udsendelse. Når udsendelsen gik i gang, kunne vi slette linjen med den udsendelse der lige var var startet fra skiltet, så det var klar til næste pause. Når sidste udsendelse gik i gang, skulle man skrive hele programskiltet til morgendagens udsendelser. Programoversigterne var på forhånd printet ud og sat i en programoversigt-mappe.
Vi kørte også med hjørnelogo (Station ID), som også kom fra Amiga’en, men som var frosset som et stillbillede i en såkaldt ”TBC”, så Amigaen kunne bruges til andre ting under udsendelserne.
På et bånd kunne der max. være 90 minutters udsendelse, i praksis 1 time og 45 minutter. Hvis vi skulle sende en film, som varede mere end den mulige varighed på ét bånd, havde vi et andet bånd med slutningen af filmen, hvor der typisk var et overlap på 2-5 min., så denne del af filmen lå på begge bånd.
Tidskoden fortsatte fra bånd 1 til 2, så man kunne synkronisere de to bånd op og lave et usynligt klip midt i filmen fra det ene til det andet bånd. Det havde man så overlappets varighed til at gøre, så der kunne godt være lidt stress på, hvis synkroniseringen drillede.
Lønnen for de ca. 6 timers arbejde var en gratis pizza til aftensmad.
Som sidste mand kunne man forlade tv-stationen kl. ca. 23, når man havde klippet programoversigten på senderen, sat “sladrebåndet” på plads, skrevet overlevering i logbogen og slået alarmen til.
Om forfatteren:
